Fonden Incitas beskæftigelsesafdeling i København søger en fysio- eller ergoterapeut, der kan skabe resultater sammen med borgerne gennem superviseret træning og ergonomisk vejledning.
Vores beskæftigelsesafdeling er en mangfoldig og ambitiøs arbejdsplads, der som en del af Fonden Incita er et kraftcenter på det specialiserede velfærdsområde. Vores andre tilbud tæller bl.a. særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu), beskyttet beskæftigelse jf. SEL §103 og aktivitetstilbud jf. SEL §104 samt rådgivning indenfor autisme (VISO). Samlet er vi godt 150 medarbejdere i København, Herlev, Aarhus og Nivå
Vi er en flok ildsjæle, som støtter mennesker i gang med job og uddannelse, og der er gang i den – i undervisningslokaler, træningsrum og ude på arbejdspladserne. Det er ikke altid let, men vi laver gode resultater og får energi af at se mennesker gøre fremskridt.
Aktuelt søger vi en skarp fysio- eller ergoterapeut til vores Beskæftigelsesafdeling i København, hvor vi arbejder med at støtte sygemeldte og aktivitetsparate borgere på deres vej til job og uddannelse. Du er ligetil, positivt indstillet, humoristisk og du holder af at arbejde sammen med andre. Du ser muligheder for alle på trods af forskellige – og nogle gange mange – udfordringer hos de mennesker, som vi arbejder med.
Dine kerneopgaver
- Udføre ergonomiske screeninger og give individuel vejledning til borgere, både hos Incita og ude på arbejdspladserne.
- Afdække borgernes behov for hjælpemidler samt rådgive om og ansøge om kompenserende ordninger (fx personlig assistance eller arbejdspladsindretning).
- Varetage lettere træningssupervision i Incitas eget træningscenter.
- Bidrage med din sundhedsfaglige viden i sagssparringen med teamets øvrige konsulenter.
- Udarbejde notater, dokumentation og anbefalinger til hjælpemidler og kompenserende ordninger.
- Have kontakt til arbejdspladser for at følge op på borgernes fysiske trivsel i forløb
Vi tilbyder dig:
- Meningsfulde opgaver hvor du gør en reel forskel for mennesker, som gerne vil have støtte
- Et uhøjtideligt arbejdsmiljø, hvor vi leverer på højt niveau, samtidig med at vi har det godt
- En fagligt velfungerende arbejdsplads, hvor vi har fokus på at forbedre praksis og resultater i tværfagligt samarbejde
- Sparring og refleksion i teamet og på tværs af afdelinger i hele landet
- Gode udviklingsmuligheder i forhold til din faglighed og din karriere
- Personaleforening med gode arrangementer
- Overenskomst og flekstid
- Røgfri arbejdstid
Vi har brug for en terapeut, der matcher dette:
- Du er uddannet fysioterapeut eller ergoterapeut.
- Erfaring med eller interesse for beskæftigelsesområdet og samarbejdet med ledige/sygemeldte med helbredsmæssige udfordringer.
- Gode kompetencer inden for ergonomisk rådgivning samt kendskab til lovgivningen om hjælpemidler og kompenserende ordninger på arbejdsmarkedet.
- Erfaring med at instruere og supervisere borgere i fysisk træning på et niveau, hvor alle kan være med.
- Kan skrive og tale, så det er klart, hvad du fortæller – både til borgere, arbejdspladser og jobcentre.
- Har godt humør og er en kollega, der bidrager med energi og lyst til at skabe en fantastisk arbejdsplads.
Hvis du er nysgerrig for at høre mere?
Kontakt områdechef Jette Topp på telefon 2780 4245 eller jto@incita.dk
Det praktiske
- Tiltrædelse hurtigst muligt.
- Jobbet er på 37 timer ugentligt, men med høj grad af fleksibilitet og færre timer kan aftales
- Arbejdssted: Incita København og vores samarbejdspartnere i København og Omegn
- Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
- Ansøgningsfristen er den 5. december 2026 kl. 12. Vi ser løbende på ansøgningerne, så send gerne i dag.
- Send din ansøgning per e-mail til soegjob@incita.dk. Mærket “Fysio-/ergoterapeut København”.
Incita er en erhvervsdrivende fond der arbejder for formålet at integrere mennesker på arbejdsmarkedet. Fonden Incita har siden 1966 hjulpet mennesker med at mestre deres udfordringer, så flere kan opnå et aktivt og ligeværdigt liv som en del af fællesskabet. I 2022 fusionerede Incita med Center for Autisme.
I samarbejde med kommuner, virksomheder og civilsamfund leverer Incita – Center for Autisme velfærdsløsninger, der er bæredygtige både økonomisk og socialt. Vores medarbejdere er fagspecialister indenfor deres felt og motiveres af at gøre en forskel, når fysiske eller psykiske udfordringer står i vejen for en aktiv rolle på arbejdsmarkedet.
Incita – Center for Autisme er en socialøkonomisk virksomhed, der arbejder for at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt – ved at skabe særlige arbejdspladser hos os selv og gennem partnerskaber med private og offentlige arbejdsgivere i Danmark.