Netværksgrupper

Netværksgruppe for børn og unge med skolefravær

Et trygt fællesskab med plads til små fremskridt

Vi opretter nu en netværksgruppe for unge i alderen 13-17 år, hvor skolefravær er et fælles udgangspunkt. Målet er at skabe et trygt og forudsigeligt fællesskab, hvor det er rart at være og hvor der er plads til at tage tingene i eget tempo.

Hvorfor en netværksgruppe?

Skolefravær er desværre en udbredt udfordring for børn og unge i dag. Det kræver ro, tid og tålmodighed at finde vejen tilbage til hverdagen igen – og her kan en netværksgruppe være et vigtigt første skridt.

Hvordan?

Vi arbejder med små, overskuelige aktiviteter, der skaber struktur og giver mulighed for nye sociale erfaringer i trygge rammer. Gruppen ledes af det samme faste personale hver gang. Personalet har mange års pædagogisk erfaring i arbejdet med sårbare unge.

Målet er at støtte den unges sociale udvikling ved at skabe trygge rammer, hvor der gradvist kan opbygges tillid til både jævnaldrende, som den unge kan spejle sig i, og til nærværende voksne, der møder dem med forståelse, tålmodighed og anerkendelse.

Sådan foregår det

  • Før opstart mødes den unge og familien med en medarbejder for i fællesskab at tilrettelægge en rolig og tryg opstart, der tager udgangspunkt i den unges behov og tempo.
  • Den unge og familien har tilknyttet en fast kontaktperson, der skaber kontinuitet og støtter op om både de små fremskridt og de udfordringer, der kan opstå undervejs.
  • Forældre er velkomne – enten som støtte under møderne eller i et tilstødende lokale.
  • Aktivitetsprogrammet sendes ud på forhånd, så den unge ved, hvad der skal ske hver gang gruppen mødes.
  • Grupperne mødes enten hver uge eller hver 14. dag (se nedenfor)
  • Fællesaktiviteter i gruppen er fx kreativt værksted, bordtennis, pool, boldspil, brætspil og madlavning.

Hvor og hvornår?

Herlev: En etableret gruppe hvor alle deltagere har en autismediagnose samt andre comorbide tilstande. Gruppen mødes hver anden uge, primært om onsdagen.

Sydhavn: En ny gruppe er under opstart, og tilmeldingen er åben. Gruppen henvender sig til unge med skolefravær og tegn på belastningsreaktioner, uden krav om en formel diagnose.
Gruppens mødefrekvens vil blive en gang ugentligt.

Interesseret?

Kontakt Irene Schumann

Telefon: 2818 5946
Mail: isc@centerforautisme.dk