Produktionskoordinator til Incita i Kjellerup

Tidsbegrænset stilling med gode muligheder for fastansættelse til den rette.

Incita er en socialøkonomisk virksomhed, som arbejder for at skabe plads til ansættelser på særlige vilkår på det danske arbejdsmarked. Det betyder, at en del af hverdagen i vores produktion handler om at støtte ledige med at komme i job eller vende tilbage til arbejdslivet.

I produktionen udfører vi forskelligartede opgaver, hvor hovedparten ikke kræver en særlig teknisk baggrund. For eksempel pakker vi produkter til detailhandlen, monterer halvfabrikata som batteriholdere til el-cykler, loddekomponenter og børnesikringsudstyr, sliber skovle og meget andet. Vi indgår bl.a. også i et bæredygtighedsprojekt, hvor vi syr ”snakes” til opsamling af spildolie i produktioner.

Som produktionskoordinator forventer vi, at du er kvalitetsbevidst, omstillingsparat, har et stort overblik og gode samarbejdsevner. Du bliver selv en del af produktionen, hvorfor det er en fordel, hvis du har håndværksmæssig erfaring. Du bliver en del af et velfungerende team med en uformel og positiv omgangstone.

Vi forventer, at du:
• har lyst til at arbejde i et produktionsmiljø, hvor det at støtte kolleger ansat i fleksjob og ledige på vej i job er en del af dagligdagen
• samarbejder godt i et team
• tager ejerskab og ansvar for dine opgaver
• trives i en travl og uforudsigelig hverdag
• er fleksibel og mødestabil
• har hænderne skruet godt på
• kan håndtere administrative opgaver herunder brug af Outlook, Excel lister til labelprinter og lign.

Det kan vi tilbyde:
• En tidsbegrænset stilling på minimum 24 timer/uge, gerne fuldtid (til og med februar 2022). Der er gode muligheder for fastansættelse til den rigtige
• Engagerede kolleger
• Behagelig og uformel omgangstone
• Ansættelse på overenskomst og løn efter kvalifikationer

Det praktiske:
• Send din ansøgning og CV til soegjob@incita.dk mærket "Kjellerup"
• Vi indkalder løbende til samtaler, indtil vi har fundet den rigtige medarbejder. Så send din ansøgning hurtigst muligt.

Spørgsmål? Kontrakt Områdechef Maj-Britt Degn Christensen på mchr@Incita.dk eller 2711 8844

Incita arbejder for at udvikle det rummelige arbejdsmarked og opfordrer alle uanset køn, alder, etnisk oprindelse osv. til at søge stillingen.

Øvrige Nyheder

Incita søger fundraiser

Har du flair for at skrive tilbud til det offentligt og søge fonde? Søger du efter et meningsfuldt arbejde på en dynamisk arbejdsplads, der støtter mennesker med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet?

Fonden Incita har siden 1966 hjulpet mennesker med at mestre deres udfordringer, så de kan leve et aktivt og ligeværdigt liv, som del af fællesskabet på arbejdsmarkedet.

I samarbejde med kommuner, virksomheder og aktører i civilsamfundet leverer Incita velfærdsløsninger, der er økonomisk og socialt bæredygtige. Vores medarbejdere er fagspecialister og motiveres af at gøre en forskel, når fysiske eller psykiske udfordringer står i vejen for en aktiv rolle på arbejdsmarkedet. Incita er en socialøkonomisk virksomhed, der arbejder for at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt - ved at skabe særlige arbejdspladser hos os selv og gennem partnerskaber med private og offentlige arbejdsgivere i Danmark.

Hvem leder vi efter?
Du har mindst et par års erfaring med at skrive tilbud til kommuner samt søge fonde og puljer. Du er resultatorienteret og kan lide at vinde de tilbud og ansøgninger, som du skriver. Nu søger du en arbejdsplads, hvor du kan udvikle dig og hvor du får en masse ansvar. Du er ambitiøs, ser muligheder og vokser med dine opgaver. Du er positivt indstillet, kan lide at få noget fra hånden og er god til at samarbejde med kolleger i entusiastisk, engageret og travl organisation.

Vi tilbyder
*En social og fagligt velfungerende organisation
*Meningsfulde opgaver
*Stor indflydelse på din egen funktion
*Gode muligheder for at arbejde hjemmefra, hvis du ønsker det
*Flekstid og gode muligheder for fleksibel tilrettelæggelse af din arbejdstid
*Betalt frokostpause og madordning

Dine opgaver
*Overvåge og udsøge udbud og finde med relevans for Incita
*Skrive tilbud til kommuner
*Ansøge om fondsmidler
*Samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere fx til tilbuds- eller fondsansøgninger
*Facilitator på workshops om koncepter
*Prioritere, styre og gennemføre prioriterede projekter efter aftale med nærmeste leder.

Krav
*Du har erfaring med at skrive tilbud til det offentlige og vinde dem
*Du har erfaring med at udarbejde ansøgninger til fonde og få midlerne
*Du har erfaring med at udforme projektbeskrivelser og søge støttemidler.
*Erfaring med beskæftigelsesindsatser, eller med at evaluere socialt arbejde er en fordel.
*Du trives med mange kontakter.
*Du har flair for samarbejde og kommunikation. De fleste af dine opgaver afhænger af, at andre i organisationen stiller viden om Incitas metoder og redskaber til rådighed, og værdien af dit arbejde handler i høj grad om hvor godt du kommunikerer det videre.

Det praktiske
*Stillingen er som udgangspunkt på 18.5 timer om ugen, men afhængig af din erfaring kan der være mulighed for fuld tid med andet arbejde i Incita.
*Løn og ansættelsesvilkår i henhold til Incitas overenskomst.
*Send ansøgning og CV mærket ”Fundraiser” i emnelinjen til soegjob@incita.dk
*Send så vi har den senest mandag den 6. december.
*Samtaler afholdes i uge 50

Spørgsmål?
Kontakt forretningsdirektør Brita Stallknecht på tlf. 2821 6666 eller bst@incita.dk

Incita arbejder indenfor tre forretningsområder:
Beskæftigelse med beskæftigelsesindsatser for sygemeldte, unge og ledige med andre problemer end ledighed, fritidsjob til udsatte unge, arbejdsfællesskab for mennesker med senhjerneskade
Uddannelse med Incitaskolen/STU-skole (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) for unge, som ikke er klar til en almindelig ungdomsuddannelse
Virksomheder to caféer, to pakkeri- og montagevirksomheder, en rengøringsvirksomhed

Incita arbejder for det rummelige arbejdsmarked og opfordrer alle uanset køn, alder, etnisk oprindelse osv til at søge stillingen

 

Valgdebat for STUelever på Incitaskolen

Tirsdag den 9/11 holder Incitaskolen valgmøde for STU-elever og andre interesserede med den socialdemokratiske Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen (A) fra Københavns Kommune, som diskuterer med børne- og ungdomsordfører Knud Holt Nielsen fra Enhedslisten (Ø) samt børne- og ungdomsordfører Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti (C).

Vi vil blandt andet gerne diskutere disse temaer og spørgsmål på valgmødet:

  • Er der planer om at gøre samarbejdet mellem forvaltningerne om den unge smidigere? Fx hurtigere afklaringer og svar på spørgsmål om bolig, ydelse m.m.
  • Hvordan sikrer, vi at overgangene for STU eleverne bliver så lette som muligt ?
  • Der kommer flere elever i København i grundskolerne og dermed også flere specialskoleelever/STU elever – har kommunen kapacitet til dette ?
  • Vi oplever at der mangler specialfritidstilbud, og især lokalt forankret – er der planer om flere af disse?

Debatten foregår på Incitaskolen, - tirsdag den 9/11 klokken 14.00 - 15.00.
Haydnsvej 2, 2450 SV

Tilmelding gerne til en vores kontaktpersoner:
Johannes Bjerrum
telefon 60880022
job@incita.dk

Skoleleder Anja Clausen
Incitaskolen
4189 5341
acl@incita.dk

5 målbare verdensmål

Incita har udvalgt 5 verdensmål, som vi har særligt fokus på. Her er vores mål og aktiviteter for 2021

Overforbrug af klodens ressourcer og social ulighed gør at vi alle skal arbejde og drive virksomhed på en ny måde. Et sundt samfund er nødt til at have en diskussion om andre værdier end dem, som gøres op i penge, og det gælder også erhvervslivet, hvor der er behov for andre mål end økonomisk overskud, hvis vi skal vende udviklingen

Incita har udvalgt 5 verdensmål, som vi har særligt fokus på. Medarbejdere og ledelse har i en fælles workshop for hele Incita opsat konkrete målsætninger. Der er besluttet konkrete aktiviteter for at nå målene, aftalt deadlines og udpeget ansvarlige.

Arbejdsprocessen i sig selv har også været værdifuld og meningsskabende, idet alle har fået mulighed for at formulere og diskutere ønsker og forventninger, og tage et medansvar for at gøre Incita mere bæredygtig.

2021 Verdensmål / Incita-mål Aktiviteter
Mål: At øge sundheden blandt Incitas medarbejdere & brugere Incita organiserer deltagelse i kollektive motionsevents for alle medarbejdere, stiller vores gymnastiksale mv. til rådighed til motion og promoverer mere bevægelse særligt for medarbejdere, der har meget stillesiddende arbejde.
Mål: At øge Incitas brugeres & medarbejderes kompetencer Incita udvikler en årlig samlet kompetenceudviklingsplan for alle forretningsområder i organisationen, og at medarbejder får tilbudt dokumentation for de kompetenceområder, de varetager.
Mål: At Incita er en socialøkonomisk virksomhed, som både skaber økonomisk overskud og arbejder for det rummelige arbejdsmarked. Incita vurderer ved alle rekrutteringer om opgaverne kan løses af medarbejdere på særlige vilkår. Herudover rekrutterer Incita bredt og opfordrer alle uanset køn, alder, etnisk oprindelse osv. til at søge ledige stillinger.
Mål: At Incita arbejder for mindre ulighed på arbejdsmarkedet. Incita gennemfører en kvalitativ undersøgelse om oplevet ulighed, for at give en stemme til de mennesker, Incita er sat i verden for at støtte.
Mål: At Incita prioriterer øget bæredygtighed i forbrug af ressourcer, indkøb og produktion. Incita kortlægger organisationens affaldshåndtering, energiforbrug og øvrige recycling projekter, og opfordrer leverandører og produktionskunder til at rapportere om deres arbejde med bæredygtighed til Incita.

 

Hvor er der jobs

Incita ringer dagligt ud til virksomheder i stort set alle brancher for at skaffe jobåbninger og praktikpladser til udsatte ledige. Vi gør det særlig meget i hovedstadsområdet og Region Midtjylland, og det giver erfaringer om, hvordan det går og om hvordan industrierne er påvirket af corona lige nu.

I Danmark er kultur og fritidsområdet hårdest ramt. Det er svært at finde jobs eller praktikpladser indenfor museer, kunstnerisk arbejde, og stort set umuligt at finde noget nyt at lave indenfor hotel- og rejsebranchen, events, koncerter og arrangementer og forlystelser. Det rammer i høj grad også en række virksomheder, der lever af at støtte disse industrier med forskellige services.

Handel og transport bløder også, men forandringerne er uens fordelt: Al transport relateret til udlandsrejer ligger stille, men varetransport og budkørsel søger medarbejdere.

Detailhandel og supermarkeder tager gerne folk ind, men særligt de små detailbutikker er blevet mere tilbageholdende, da de er truet af skulle holde stand på få kvadratmetre og af stigende nethandel. Det er generelt blevet sværere at rekruttere til job og praktik indenfor kontorarbejde, fordi mange arbejder hjemme.

Her er der gode muligheder
Der er åbninger blandt håndværkere, ejendomsservice, butik/supermarked, kørsel, stadig nogle åbninger for pædagogisk arbejde og arbejde på plejehjem, gode jobmuligheder indenfor rengøring.

Selvsagt er der åndssvagt travlt for alle, der rådgiver om online møder, online undervisning, opsætning af skærme, kameraer osv, ligesom der er åndssvagt travlt i medicinindustrien – men det er jobs, som kræver erfaring, uddannelse og som sjældent er åbne for ufaglærte eller udsatte.

Mere præcise data finder man i https://arbejdsmarkedsbalancen.dk/ - eller det lokale jobbarometer https://star.dk/media/5641/jobbarometret-koebenhavn.pdf (tjek altid hvornår data sidst er opdateret, de opdateres månedligt, men kan alligevel hænge lidt i bremsen ind imellem).

Ændret fokus
Udover forskydningerne imellem brancherne oplever vi også, at virksomheder generelt har øget fokus på hygiejne. Således bliver mennesker med hygiejneproblemer i langt højere grad afvist af virksomhederne end tidligere. I Incitas arbejdsgiveranalyse, som anonymt kortlægger arbejdsgiveres holdninger til at rekruttere fra kanten af arbejdsmarkedet, er 'hygiejneproblemer' sprunget op på en 3. plads blandt barrierer, som får arbejdsgivere til at takke nej til en jobsamtale eller praktiksamtale.
Arbejdsgiver analysen 2020

Nye fritidsjob til unge fra udsatte boligområder

Incita og Boligselskabet Sjælland samarbejder om at få unge fra udsatte boligområder til at finde fritidsjob. De første 10 unge er nu startet i job, og flere er på vej.

Et fritidsjob er en vigtig faktor for den unges jobmæssige fremtid. Unge, som har erfaringer fra et fritidsjob inden de fyldte 18, har langt større tendens til at få job og tage uddannelser senere i livet, og nogle studier viser endda, at jobeffekten i udsatte familier kan mærkes på søskende og forældre.

Imidlertid har unge fra udsatte boligområder sjældnere jobs i deres fritid, og derfor arbejder Incita for at støtte unge i fritidsjob i flere udsatte boligområder. Vi er lige nu i færd med et længerevarende projekt i Roskilde sammen med Boligselskabet Sjælland. Tidligere har vi med stor succes støttet unge bosat i Egedalsvænge og Folehavekvarteret, hvor Incita og boligselskabet 3B fik 124 unge til at starte i fritidsjob.
https://www.kab-bolig.dk/nyheder/2019/staerkt-partnerskab-om-fritidsjob

Næste skridt i Roskilde er, at Incita tager på rundtur og går i dialog med unge og med personalet i 4 klubber, hvor de unge mødes i fritiden. Her rekrutterer vi flere unge og giver de ansatte værktøjer til at støtte projektet.

 

 

Årets honninghøst

Incita har 3 bistader med knap 150.000 bier tilknyttet Kilden i Incita. Sidste uge høstede vi honning
Resultatet for 2020 blev 35,7 kg honning. Det er et godt resultat, for honningkvaliteten er intet mindre end fremragende. Efter flytningen til en ny adresse sidste år har vi på mange måder startet forfra med opbygningen af en ny bikultur i 2020.
Incita har cirka 150.000 bier i 3 bistader. Det er fredelige bier, og selvom der blev patruljeret og summet en del ekstra ved høsten, blev ingen så vidt vi ved stukket ved honninghøsten.
Udover selve honningen fremstiller Kilden bl.a. også skovoks og luksus håndcremer, som skaber gode aktiviteter for mennesker tilknyttet Kilden i Incita.

Arbejdsgivere: Fleksjobbere har ikke mere sygefravær

Et flertal af danske arbejdsgivere mener ikke, at mennesker i fleksjob har mere sygefravær end ordinært ansatte. Det fastslår Incitas arbejdsgiveranalyse, som bygger på anonyme svar fra 150 arbejdsgivere i Hovedstaden og Midtjylland.

Arbejdsgivernes svar peger på, at flere myter om fleksjobbere ikke holder. Således svarer kun hver fjerde arbejdsgiver ja til, at fleksjobbere skulle være mere syge end ordinært ansatte, mens knap dobbelt så mange arbejdsgivere svarer nej.

Flere arbejdsgivere har overfor Incita givet udtryk for deres tilfredshed med de ansatte i fleksjob. Blandt andet Birthes Hundesalon på Frederiksberg, som beskæftiger en kvindelig hundefrisør i fleksjob.

-Min fleksjobber er aldrig syg. Hun arbejder fuldt på højde med de andre, som ikke er i fleksjob, bortset fra nogle få dage, hun måske ikke er på toppen. Jeg er rigtig glad for hende, fortæller Birthe fra Birthes Hundesalon på Frederiksberg.

Incitas arbejdsgiveranalyse giver også indsigt i hvilke målgrupper af ledige med forskellige handicap, psykiske lidelser eller skavanker, som danske arbejdsgivere ikke vil invitere til jobsamtaler.

https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-undersogelse-disse-mennesker-afvises-oftest-af-arbejdsgivere-ved-jobsogning?publisherId=13560005&releaseId=13595782

Birthes hundesalon søger endnu en uddannet hundefrisør, som gerne må være fleksjobber. Som hundefrisør kan man blandt andet møde disse firbenede venner:



 

 

Et års jubilæum i Herlev

Nu er det et år siden, at Incita åbnede Incita ny afdeling i Herlev.

Incitas afdeling i Herlev har været åben, mens store dele af samfundet lukkede ned for at dæmme op på Coronasmitten. Vi har blandt andet pakket håndsprit for apotekerforeningen, men den største opgave er - ligesom da afdelingen startede - klargøringen af spoler til den europæiske produktion af lysledere til internet og datatrafik. Dette sparer plastik og penge for hver spole, der kan genbruges.

Trodser corona og starter i fleksjob

Midt i coronatiden blev der landet en aftale om et nyt fleksjob. Louise Sørensen startede i slutningen af marts som serviceassistent i fleksjob hos malerfirmaet Beck og Jørgensen i Søborg.

Louise Sørensen har bevilget fleksjob på 3 timer/uge, fordi hun i 2006 fik ødelagt skulderen i en arbejdsulykke. Det er stærkt begrænset hvad hun kan med højre arm. Fx kan hun ikke holde en telefon, og smerterne er kroniske.

Louise er uddannet pædagog, og har længe kæmpet for at finde tilbage til arbejdslivet. På et tidspunkt passede hun telefonen for en selvstændig erhvervsdrivende, men opgaverne stoppede igen, så hun igen stod uden job. Det er svært at finde jobs 3 timer/ugen, og de seneste 4 år har hun været uden arbejde.

For et par måneder siden startede Louise hos Incita for at afsøge helt nye jobmuligheder. Louise har blandt andet haft flere afklarende samtaler om jobs hun kunne søge, og jobs hun ikke skulle søge, og det mundede ud i, at Incita fandt en praktik hos Beck & Jørgensen i Søborg. Her har Louise lavet let rengøring og service i to måneder, og det er gået godt. I slutningen af sidste uge var der stor forvirring omkring hendes forløb, da myndighederne suspenderede alle beskæftigelsesindsatser, men Louise mødte alligevel på arbejde torsdag. Nu er forvirringen slut, da Beck & Jørgensen har tilbudt job.

-Hver gang jeg har fået ny sagsbehandler hos kommunen har de på et tidspunkt anbefalet, at jeg søgte om førtidspension, fordi det er så svært at finde jobs 3 timer/uge. Hver eneste gang er jeg blevet ked af det, for jeg synes slet ikke jeg er færdig på arbejdsmarkedet. Det er enormt værdifuldt for mig som menneske at kunne komme ud blandt andre mennesker, fortæller Louise Sørensen.

Malervirksomheden Beck & Jørgensen har omkring 90 ansatte med hovedsæde i Søborg.

Incitaskolen i Zoo

Er det ok at have dyr i fangenskab? Hvordan behandler vi dyr i Danmark? Incitaskolen har været i Zoologisk Have på Frederiksberg og oplevet en masse.

Hvordan behandler vi vores høns, kvæg, grise og øvrige husdyr? Incitaskolen var denne uge i Zoologisk Have i København, hvilket gav anledning til mange spændende samtaler og reflektioner - også om biodiversitet, klimaforandringer, truede dyrearter og krybskytteri - også i Danmark, hvor vi de seneste par år er begyndt at skyde vilde ulve.

Der blev også tid til en snak om at dyresex er blevet forbudt for nyligt - men det er stadig lovligt at inseminere grise

 

TV2: Sjælden arbejdsgiver beholder blind medarbejder

TV2 bragte denne uge et nyhedsindslag om en kok hos Scandic Hotels, som arbejder selvom han har mistet 95 pct. af synet efter en arbejdsulykke. Sådanne arbejdsgivere er sjældne, og det blev i indslaget illustreret af tal fra Incitas arbejdsgiveranalyse

Incita sponsor i BK Frem

Café Incita har forlænget sponsoratet af arbejderklubben med de stærke værdier. BK Frem er en god medspiller i indsatsen for det lokale rummelige arbejdsmarked i Valby.

Café Incita forlænger sponsorat af arbejderklubben med de stærke værdier. 

Boldklubben FREM er en af de mest betydningsfulde fodboldklubber i Danmark. FREM har vundet adskillige Danmarksmesterskaber, Pokalmesterskaber og et utal af sølv- og bronzemedaljer, senest i 1991. På banen arbejder alle stenhårdt, og uanset modstander tror vi altid på muligheden for sejr.

Den traditionsrige arbejdsklub har også stærke værdier udenfor banen. Gennem længere tid har FREM været en god vært for mennesker i praktik, som har brug for at udvikle sig tilknyttet en arbejdsplads. Derfor har Café Incita forlænget sponsoratet med Boldklubben FREM.

Right Menu Icon